Forside Skadedyr Kakerlakker
Kakerlakker

Kakerlakker er et primitivt dyr, der i Danmark findes naturligt udenfor, medens de kakerlakker vi betragter som skadedyr er importerede og lever indendørs. Skadedyrskakerlakkerne laver ikke bygningsmæssig skade, men de spreder deres ekskrementer og kan derved sprede sygdomme såsom salmonella, dysenteri, mave-tarmkatar og tyfus. Udover ubehagelige sygdomme kan kakerlak ekskrementer give allergi, eksem og astma. Et kakerlak angreb bør derfor absolut tages alvorligt. Man bør få sit kryb-væk således at der ikke længere er fare for at mennesker bliver syge.

Kakerlakkers levevis

Kakerlakker har brug for vand, varme og mad. Disse ting er ofte tilstede i køkkener, f. eks. under et komfur, bag køleskabet eller under opvaskemaskinen. Det afhænger dog af kakerlakarten, hvor de lever (jf. de forskellige arter). Kakerlakker sover om dagen i sprækker og om aftenen kommer de frem fra deres skjulested for at spise. Deres ekskrementer tiltrækker andre kakerlakker, og derfor kan nogle få succesfulde kakerlakker i f.eks et stort køkken hurtigt få selskab af mange flere.

Hvordan konstateres kakerlakker

Det er ret simpelt at konstatere kakerlakker. Bevæbnet med en lommelygte kan man om natten blot gå derhen, hvor kakerlakkerne mistænkes at være. Kig bag komfur, køleskab og lignende steder. Kakerlakkerne kan også identificeres på sorte ekskrementer, der er 1 mm brede og af varierende længde. Omkring rørgennemføringer kan der være brune ringe af ekskrementer. Ekskrementerne har en meget grim muggen lugt, og ved store angreb kan et helt område have denne grimme mugne lugt. Sidst kan man finde afkastet huder, som kakerlakken skifter medens den vokser, ligesom der afhængig af arten kan være ægkapsler. Kakerlakker kan også spise papir og læder.

Bekæmpelse af kakerlakker

Kakerlakker kan være svære at bekæmpe, specielt da der er stor begrænsning på, hvilke bekæmpelsesmidler der f.eks. må anvende i et køkken. Er angrebet begrænset, kan man få bekæmpelsesmidler som, sammen med nedenstående tiltag, muligvis kan løse problemet. Er angrebet større, er det en god ide at få en professionel skadedyrsbekæmper på banen. I forbindelse med bekæmpelsen bør der jævligt rengøres under komfur, bag køleskab og lignende steder. Forsøg herudover at fjerne revner og sprækker fra det inficerede område, således at kakerlakkerne har sværere ved at leve der. Undgå at efterlade mad og vand til husdyr natten over.

Tysk Kakerlak

Tysk kakerlak

Tysk kakerlak (Blattella germanica) er den mest udbredte kakerlak i Danmark. Tysk kakerlak er 12 mm lang, gulbrun med to mørke striber på brystskjoldet. Dens dækvinger dækker hele bagkroppen. De kræver varme og fugtighed, derfor lever de ofte i køkkerne bag komfur og køleskab. Der forekommer også en del på skibe.

 

Brunstribet kakerlak

Den brunstribet kakerlak (Supella longipalpa) kaldes også TV kakerlak. Det gør den, fordi den elsker varme og gerne vil være i højderne. I modsætning til tysk kakerlak kan den være i et tørt rum, og derfor fandt man den ofte bag det varme tv apparat i reolen. Den brunstribet kakerlak er meget hurtig og kendes på dens gullige farve med to lyse bånd hen over ryggen. Den er 10-15 mm lang og lever ofte meget spredt.

Orientalsk kakerlak

Orientalsk Kakerlak

Orientalsk kakerlak (Blatta Orientalis) er også temmelig udbredt herhjemme. Den er meget stor ca. 28 mm lang og næsten helt sort. Den er den eneste af skadedyrskakerlakkerne i Danmark, som også kan klare sig udenfor, og derfor findes den f.eks. i affaldsbunker. Orientalsk kakerlak er altædende.

 

 

 

Amerikansk kakerlakAmerikansk Kakerlak

Amerikansk kakerlak (Periplaneta americana) er forholdsvis sjælden herhjemme. Den er 30-40 mm lang. Har en rødbrun skinnende farve. Den kræver høje temperaturer og lever hovedsageligt i kældre, afløb, rørgennemføringer og lignende steder.

 

 

Copyright © 2013 Rudersdal Skadedyrsbekæmpelse